Velkommen til Esbjerg Kommune - Forside

Gå til hovedindhold (Tryk Enter)

Lokalsamfundskonsulent Kim Tobiasen

Kim Tobiasen har siden april 2022 arbejdet selvstændigt som energi- og landsbyrådgiver. Han bor i landsbyen Billum i Varde kommune. Kim har stor forståelse for livet i en landsby, og ved hvad der betyder noget. Han sætter stor pris på det lokale fællesskab, og er derfor selv aktiv i flere foreninger. Inden Kim blev selvstændig rådgiver, arbejdede han i et pengeinstitut, hvor han var leder af flere landsbyfilialer.

Baggrund

Han har således stor økonomisk indsigt og landsbyerfaring. Han er desuden uddannet ejendomsmægler, og har erfaring som forhandler. Kim rådgiver landsbyer og kommuner om etablering af energifællesskaber, og rådgiver når der ansøges om store VE-anlæg. Han hjælper landsbyerne med at håndtere de VEansøgninger, der berører deres sogn, og han prøver at sikre en ligeværdig dialog mellem opstiller, kommune og landsby. Ansøgningerne kan vække mange følelser, og der vil ofte være forskellige interesser og holdninger hos borgerne i et sogn. Dette kan være vanskeligt for en landsby selv at håndtere, samtidig med at landsbyen også skal forhandle med en professionel opstiller, og det er her, Kim prøver at hjælpe.

Kim lægger stor vægt på, at landsbyen ikke bliver splittet, og at der bliver lyttet til alle. Han prøver sammen med landsbyen at finde løsninger, som de kan ”leve” med, og først herefter startes dialogen med udviklerne for at sikre bedst mulige kompensationer og gevinster til lokalområdet. Målet er, at landsbyen kommer styrket ud af forhandlingerne.

Erfaringer

Kim har erfaring med rådgivning af mere end 10 kommuner og 20 landsbyer. I Esbjerg Kommune har han allerede deltaget i møder i Roager og Spandet, og ellers rådgiver han i det meste af Jylland. De mange rådgivningsopgaver gør, at Kim har samlet både erfaring og viden, som han kan bruge andre steder. En prioritet for ham er bl.a., at landsbyerne sikres størst mulig indflydelse på indretning af energiparkerne, ligesom han prioriterer, at alle borgere i sognet sikres billig strøm. På den måde får alle i sognet en årlig økonomisk gevinst uanset økonomisk formåen. Kim forsøger altid at finde konstruktive løsninger, men det skal ske med stor respekt for den enkelte landsby og det enkelte sogns ønsker.

Timepris: 1250kr